14. juni 2024
Garanti på en brugt bil – hvad betyder det?
En bil er – uanset om den er købt helt ny eller brugt – ofte husstandens største investering. Det gælder også, selvom man vælger at købe en brugt bil. I Danmark er der heldigvis altid reklamationsret på brugte biler, ligesom der kan være garanti. Vi gennemgår det hele her, så du kan styre uden om ubehagelige overraskelser med din nye, brugte bil.
Biler er dyre. Især i Danmark hvor bilkøberne pålægges nogle af verdens højeste registrerings- og periodiske afgifter. Og det er her, at den brugte bil for mange danskere kommer ind i billedet.
Måske er der ikke lige plads i budgettet til den nyeste model eller nogen synderlig lyst til at æde det første og største værditab? Vi forstår dig så absolut godt!
En brugt bil er i langt de fleste tilfælde et fornuftigt køb, og sandsynligvis er der ikke noget galt med den brugte bil, du har udset dig.
Men skulle der nu alligevel være problemer, så er det meget rart at vide, at du som forbruger i Danmark er dækket ind af loven. Købeloven for at være mere præcis. Og ja, den dækker også biler. Både de nye og de brugte.
Og dog. For i visse tilfælde er der hverken garanti eller reklamationsret, når du køber brugt bil. Men mere om det lige om lidt.
Garanti ved køb af brugt bil – Sådan er du dækket
Præcis som når du køber en ny bil, så kan uheldet selvfølgelig også være ude, når du køber en bil brugt. Men så er det godt, at du som bilkøber i Danmark faktisk er ret godt dækket ind.
Reklamationsretten følger automatisk med, når du køber brugt bil af en bilforhandler. Det gør garantien ikke nødvendigvis.
Men vidste du, at du som brugtbilskøber for nu et par år siden blev endnu bedre stillet?
Fra 1. januar 2022 trådte en revideret købelov nemlig i kraft. Købeloven indeholder en lang række bestemmelser, der beskytter forbrugerne. For dig som bilkøber ligger den væsentligste ændring af loven i den såkaldte formodningsregel, som gælder når du har købt din brugte bil hos en forhandler.
Formodningsreglen: Fra 1. januar 2022 er du bedre stillet som bilkøber
Formodningsreglen siger, at hvis du opdager en fejl på din bil i en vis periode efter købet, kan du formode, at fejlen også var der, da du købte bilen. Og så er det altså for forhandlerens regning, at fejlen skal udbedres. Før 1. januar 2022 gjaldt formodningsreglen i seks måneder, men den periode er nu fordoblet til et helt år.
Så er der garantien – for har du garanti på en brugt bil?
Forklaringen er både lige ud ad landevejen og med lidt sving, altså sådan lidt ’både og’. For når du køber en ny bil, har du ifølge dansk lov to års garanti og reklamationsret.
Men når du køber en brugt bil, forsvinder garantien. I hvert fald har du i udgangspunktet ikke noget krav på brugtvognsgaranti. Det er i stedet noget, du kan aftale dig til med forhandleren, inden du sætter din underskrift på slutsedlen.
Så her ryger vi faktisk uden for reglerne, når det kommer til brugte biler og købeloven.
Men kan du aftale dig til en garanti på din brugte bil? Ja, så skal forhandleren – i modsætning til købelovens bestemmelser – også dække fejl og mangler på bilen, som opstår efter købet. Selvfølgelig inden for den aftalte periode.
Desuden er det bilforhandleren, der skal bevise, at fejlen ikke er omfattet af garantien. Og ligesom brugte biler er det, så er prisen på en brugt bils garanti altid til forhandling. Det er værd at skrive sig bag øret, inden man tager ud for at kigge efter sin næste bil.
Her har du bevisbyrden
Endelig er der reklamationsretten. Noget der for dig som forbruger og brugtbilsejer er mindst lige så væsentligt som garanti og formodningsreglen.
Skærer vi det ud i pap, gælder reklamationsretten i to år fra den dato, du som forbruger har købt en vare i en butik. Ja, en brugtvognsforhandler sælger dig også en vare, så her gælder reklamationsretten også.
Konkret betyder reklamationsretten, at forhandleren skal dække fejl og mangler på bilen, hvis altså disse var til stede, da du købte bilen. Men modsat en garantiordning er det med reklamationsretten dig som bilkøber, der skal godtgøre, at fejlen var til stede, da du købte bilen.
Lad os for eksemplets skyld sige, at du skriver under på en slutseddel på en brugt bil. Da du skrev under, er du overbevist om, at bilen er udstyret med kurvelys. Det har forhandleren fortalt dig, og det står sådan set også i salgsmaterialet. Men da du kom hjem, opdagede du, at bilen alligevel ikke er udstyret med kurvelys.
Så er der tale om en klokkeklar fejl, og du er i din gode ret til at vende om. Så skal bilforhandleren nemlig enten få udbedret fejlen eller give dig dine penge retur ved helt at ophæve købet.
Endelig er det vigtigt at understrege, at du aldrig kan fraskrive dig reklamationsretten. Heller ikke selvom bilforhandleren får dig til at skrive under på det. Sådan en aftale er nemlig ugyldig.
Her gælder hverken garanti, reklamationsret eller formodningsreglen
Køber du en bil af en privatperson, har du det, som man i folkemunde kalder en kantstensgaranti. Kort og godt ingenting. Hverken garanti eller reklamationsret. Og nej, du kan heller ikke vifte sælger om snuden med formodningsreglen.
Det kan man også kalde ’købt som beset’. Derfor er det altid en rigtig god idé at gøre sit hjemmearbejde ordentligt, inden du tager ud for at kigge på en anden mands bil. Her er AltOmBilen.dk heldigvis altid en god og hurtig hjælp. Endda lige ved hånden.
Inden du køber: Tjek nummerpladen på AltOmBilen.dk og undgå overraskelser
Har du bilens nummerplade eller stelnummer, kan du med ét enkelt tryk få oplyst, alt der er værd at vide om bilen. Det gælder alt fra synsstatus over udstyrslisten, støjniveauet og antallet af ejere. Det er heller ikke rart at skrive under på en bil med gæld i. For så hænger du på den.
Det hele kan du tjekke her på AltOmBilen eller i vores app, og det koster ikke noget.
Senest opdateret 14. juni 2024.